This is a collection of assorted imagery.
OPEL REKORD D (II) 1972 – 77:
My Opel Rekord D 2000 Coupe Sprint
Knud Helge (former owner) and the vehicle.
Rekord D Coupe 72
Opel Rekord D 2000 Coupe Sprint
Opel Rekord D 2-door Sedan
Opel Rekord D 4-door Sedan
poster
Danish commercial
Opel Rekord D
pimped up Opel Rekord D 4-door Sedan
___
OPEL REKORD C 1967 – 71:
Opel Rekord C Sedan
Opel Rekord C Coupe
Opel Rekord C Coupe
___
OPEL MANTA 1970 – 75:
opel manta
opel manta
opel manta
manta
Alt i alt fantastisk, men det kan da ikke være en “Sprint”?
Kan du uddybe dit spørgsmål?
Det var vidst mere ment som et udbrud end som et spørgsmål!
Efter at have indsendt et indsæg om den bedste Opel-oplevelse på OPEL.dk, som havde meget at gøre med udseendet af en Opel Commodore A Coupé, fik jeg lyst til at finde nogle gode billeder af ældre Opel-modellser. Denne billedsøgning ledte frem til din Sprint. En af de smukkeste fra Opel, men jeg har aldrig set en Rekord D Sprint på gaden i Danmark, og havde egentlig glemt at den ikke kun fandtes som Rekord C.
Rekord D og Commodore B er meget smukke biler og måske lidt ubderkendt i designsammenhæng.
De blev udviklet sidst i 60′erne og først i 70′erne, hvor Chuck Jordan (Opel Manta A) og Bob Lutz arbejdede for GM i Europa. Bob Lutz er jo kendt for at være glad for biler, og jeg har et sted læst at det var ham som udvirkede at de tidlige pressebilleder af Rekord D (eller II (second, den anden?) som den blev kaldt i starten) viser en bil med noget mindre ridehøjde end den havde i virkeligheden. Han vidste nok hvad det ville sige at en bil stod godt på hjulene. Lutz må på et tidspunkt have arbejdet sammen med John Z. Delorean i GM. Han vidste også noget om at stå godt på hjulene jfr. “the wide-track people” hos Pontiac. Her udviklede han som bekendt GTO’en som var samtidig med en Pontiac Sprint!! GTO’en havde en V8, og lød som en sådan; Sprinten havde en række 6-cyl., og lød som en Jaguar.
Pontiac blev i en årrække markedsført bl.a. gennem nogle meget dramatiske, tegnede reklamebilleder. De er oftest signeret AF VK, hvilket betyder Art Fitzpatrick og Van Kaufman. Den første tog sig af bilerne; den anden af omgivelserne.
Og se om der ikke netop står AF VK på mange af de bedste reklamebilleder for Rekord D og Commodore B!
Så er vi tilbage ved Rekord Sprint: Jeg tror, at Sprint-attributterne er: Sort grill, ekstra instrumenter, sportsrat, tapestriber på siden, chrome trim-ringe på de meget smukke fælge med runde huller (ligner tidlige Chevrolet Vega-hjul), måske runde fjernlygter foran grillen, men ikke speciel motorvariant. Den var forbeholdt Rekord C Sprint.
Det drejer sig dybest set om følelser, og om hvornår man sidst har været vild efter bare at måtte eje et Opel-produkt (eller et Bang & Olufsen-produkt for den sags skyld).
Tak for den spændende baggrundsviden!
Mht. Sprint-attributterne, så tror jeg, det er ret svært at lave en præcis afgrænsning af udstyrspakken. Der er dels små variationer over tid og dels på tværs af landegrænser. Derudover deles visse udstyrselementer mellem modelversionerne – fx. er chrome trim også at finde på L/Berlina-versioner.
For at gøre det endnu mere uigennemskueligt, er min Sprint udstyret med Berlina-interiør (angivet med et skilt over handskerummet)… og jeg aner ikke om det er ’standard’ for Sprint-modellen.
Man kan nørde for evigt i det her emne
Jeg kan se, at mit bibliotek skulle indeholde fire udgaver af brochurer over Opel Rekord D 1972. Derfor vil jeg ved lejlighed se om de har informationer om Sprint.
Berlina-modellen afløste eller lå over “L”-udstyr og kom først på markedet sidst i D-modellens levetid. Der var “træ” på instrumentbræt (hvilket tidligere var forbeholdt Commodore), luxusindtræk og det ikke så elegante venstre sidespejl med fjernbetjening. Commodore havde altid extra luftdyser i midten af instrumentpanelet.
“Ich bin ein Berlina”.
Hvilken bil ville du køre, hvis det ikke var Opel Classic?
Jeg har altid set en lighed mellem fronten på Opel Rekord D og fronten på Mercedes-Benz R107/C107 1971-1989 (efterfølgeren til “Pagode” SL).
Det er vist mest en tilfældighed, at jeg endte med Rekorden. Jeg ledte efter en ældre mellemklassevogn – og efter at have prøvet vidt forskellige muligheder som Citroën XM (eksklusiv), en total renoveret Lada 2101 (sjov) og en gennemtærret Ford Taunus TC fra ‘74 (drengerøvsagtig), dukkede Rekorden op som det bedste tilbud.
Har ikke rigtigt nogen favoritter – der er et hav af skønne vogne fra 60-70′erne, kunne nævne de første 15-20 stykker. Men vil ligeså gerne skrue mig ned i en spritny plug-in elbil
Hvad kører du selv?
Fra 1991 og 13 år frem kørte jeg i en Citröen 2CV 6 Club (‘87). Det var en daglig fornøjelse. Det er en bil, som giver en fantastisk køreglæde; betjeningen er let og kontant, man er i kontakt med bilen (og omgivelserne) og jeg savnede aldrig en radio, da lyden er dejlig. Mekanisk fungerede den altid – den blev holdt ved lige af en erfaren mand – så driften var meget problemfri. Pladetykkelsen nærmede sig dog 0 mm på nogle områder. Mange personer mente også, at det nærmede sig strafbar omsorgssvigt, at jeg fragtede min familie rundt i den. “Den blev jo forbudt i Sverige!” Jeg anvendte altid bagudvendte barnestole af bedste slags og fik monteret 3-punkts rulleseler bagi. Det med at 2cv’en blev taget af sortimentet i Sverige har noget at gøre med de krav til udstødning og vask af forlygter, som på et tidspunkt blev indført. Selv franskmænd ville have haft svært ved at lave en elegant løsning på forlygtevaskere på de fritstående lygter – spulere var ikke rigtigt kommet frem endnu. (så vidt jeg husker var det dog extraudstyr til Chevrolet Camaro i 1969).
I 2003 måtte der ske noget og en 1984 Mercedes-Benz 300D (W123) fandt mig. Jeg købte den af den oprindelige ejer, en taxi-vognmand. Den havde da kørt 500000 km og havde patina. Den kørte skønt, men blev aldrig rigtig varm med min daglige bykørsel. Jeg solgte den i sommeren 2008 for et symbolsk beløb. Tanken om at den var blevet banlyst fra flere af sit hjemlands byer, var også svær at leve med.
Imidlertid havde jeg på Veteranmessen i Fredericia for nu tre år siden mødt dens afløser: En Mercedes-Benz 230E fra 1983 – en bil af samme serie, men i væsentlig bedre stand. Den havde da kørt 130000 km (nu 152000) og er stadig næsten som ny at se på. Den er i en meget vellykket farvekombination; Champagner (guldmetal) med lys beige indtræk. Dette tager sig godt ud sammen med tonede ruder. Alt i alt en herlig bil.
Min søn på nu næsten 15 år har aldrig syntes at biler var noget at interessere sig for og ind i mellem er jeg lige ved at give ham ret. Jeg kan godt få den tanke at biler er noget håbløst bras. Jeg har for nylig købt en stor, tung og komfortabel Batavus cyklel, udstyret med en praktisk cykleltaske og prøver at lade dette være mit daglige transportmiddel. Når jeg cykler forbi de fastfrosne bilkøer, er det bedre at sidde på cyklen og tænke på biler end at sidde i bilen og tænke på cykler!
Forresten: Hvad er en Ford Taunus TC?
230E’eren fra 1983 er jo en klassiker – især hjuldækslet i samme farve som karrosseriet og med Mercedes-logo er en skøn detalje.
Kender alt til den rå køreglæde ved 2CV’en. Eller stort set. En af mine venner havde en Dyane 6 for en kort stund:
http://www.flickr.com/photos/philippesimpson/537883918/in/set-72157600332627008/
Det er ganske muligt, at Ford Taunus ikke havde betegnelsen “TC” (Taunus Cortina) i Danmark… men det drejer som modellen, der løb fra 1970–1976:
http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/tyskland/ford/taunus71/71taunus.htm
Biler er på ingen måder håbløst bras! På den ene side er de et nødvendigt onde – et simpelt transportmiddel. På den anden side er de livsstilsobjekter par excellence, et medium for hedonistiske oplevelser
Nej – biler er ikke noget håbløst bras! Jeg mangler blot et godt alternativ – også på længere sigt. Jeg sidder ikke i daglige bilkøer, men det er der mange andre der gør!
Biler er interessante på mange planer. Et af “planerne” er at se på dem som design. Jeg har et eksemplar af “Style Auto” , architettura della carrozzeria, fra 1973 som omhandler Opel Rekord D. Der er tegninger og modeller, så men kan se udviklingen af exteriør og interiør.
Man kan se at vigtige ideer, som blev forfulgt under udviklingen: en markanr grill, som skråner “indad/nedad”, som også findes på den tilsvarende Vauxhall, en meget tynd A-stolpe, stort glasareal, hvor siderudens underkant ligger under forskærmens afslutning, den glatte overgang mellem C-stolpe og bagskærm og de smalle baglygter. Det er et design helt uden skuldre, modsat Volvo 140-serien. Det skulle være en “lettere” og mere elegant bil end C-modellen. Den skulle have mindre ydre mål, men være bedre udhulet. Invendigt arbejdede man fra starten med den fine overgang mellem dør og instrumentpanel. Det skulle hænge sammen fra dør til dør, med et “løst” påsat instrumenthus og med en markant midterkonsol. Det var næsten sådan det blev. Meget vellykket, synes jeg.
Samme nummer af Style Auto inderholder også:Alfa Romeo Alfetta, italDesign: Lotus Esprit og Maserati Boomerang, Ghia: DeTomaso Deauville, Bertone: Citroën Camargue. De to studier fra italDesign er at betragte som meget markante og stilskabende. De må ses som værende udtryk for “folded paper”-skolen, som også VW Golf 1 tilhører.
Sporer vi lidt foldet papir i Rekord D?