Fik forleden fingrene i en velillustreret bog af Jim Campisano med titlen “American Muscle Cars”. Inspirerende læsning.
Detroit Iron. Road Rocket. Boulevard Bruiser. Street Mill. Dream Machine. Hot Rod. Super Stock. Pocket Rocket.
…kært barn, mange navne.
Muscle Cars – rullende rovdyr, i potente klæder, trukket af monstrøse kraftværker, som indtog såvel gader som racerbaner i en forlængst svunden tid, hvor råolien flød i stride strømme.
I et sentimentalt øjeblik kan man fristes til at kalde Opel Rekorden for en ‘fattigmandsmustang’ – men det kan ikke påstås, at den er en muskelbil. Hverken i form eller formåen. Den er født på et andet kontinent under andre vilkår – og i en senere æra, hvor olien begyndte at løbe langsommere og virkeligheden indhentede drømmene.
Men alligevel. Rekorden udviser en subtil arv. Et svagt levn næret af de sidste benzindampe blæst over Atlanten fra den amerikanske Muscle Car-krig. Æraen er derfor en relevant historisk kontekst for Rekorden. Så sæt Dem godt til rette og spænd sikkerhedsselen, for her kommer en hurtig opsummering:
Genesis
Det hele begyndte i de tidlige 60′ere med the Big Three (GM, Ford & Chrysler) i Motor City, Detroit. USA var kommet til hægterne efter krig og seneste økonomiske recession. Der hvilede en optimistisk entusiasme over landet. Middelklassens store antal baby boomers var ved at komme i kørealderen, og de havde et uhørt stort rådighedsbeløb. The Big Three havde ligget i flere års oprustningskapløb om hestekræfter. Krom, glas og stål var konge på asfalten, og en liter højoktan benzin kostede 6-7 cent.
Scenen var sat til et totalangreb på de amerikanske veje.
1964 Pontiac GTO: No race car. No sports car. But a dirt cheap high-performance street machine.
Race cars in plain-Jane disguise
I 1964 blev GM’s Pontiac GTO sluppet løs på et uforberedt publikum. Mere end 30.000 eksemplarer blev solgt i løbet af det første år. Rammerne for det forventede salg (5000 eksemplarer) sprængte. Opskriften var simpel: et motorbyt. En vulgært stor motor lirket ned i en (for den tid) lille, billig standard vogn – mao. en fabriksbygget Hot Rod.
Et teenage-agtig setup; perfekt til en købevillig ungdom, der drømte om frihed og øjeblikkelig stjernestatus ved den lokale drive-in. Den amerikanske muscle car var født.
The pony car craze
Samme år ramte Ford’s legendariske Mustang gaderne. Ligeså revolutionerende, som GTO’en var for standardvogne, var Mustangen for sportsvognsklassen. Den lignede en traditionel sportsvogn: lille og let, med en vaks motor – men istedet for blot to sæder tilføjede den en bagsæderække til pakken. Ford havde opfundet pony car-klassen: “A compact sportscar with a backseat”. Det var en øjeblikkelig salgssucces. 1 million eksemplarer blev solgt i løbet af to første år.
'65 Mustangs - fastback, convertible, coupé
Den åbenlyse sex-appeal ved Mustangens hybrid-koncept og “long hood, short rear deck” design gik ikke ubemærket hen hos designerne af de kommende generationer af muscle cars. I starten var muskelbilerne blot bøffede versioner af eksisterende småfamiliebiler; med pony car-manien begyndte de at få sit eget distinkte look. Kurverne blev med tiden rundere og mere svulmende, og i dag er cola-flaskeformen synonym med den amerikanske muscle car.
Legendernes tid
Efter startskuddet i ‘64 udviklede 60′erne sig til muskelbilens storhedstid. Der opstod en eksplosion af nye modeller, som tilbød en bred vifte af motorstørrelser og dertilhørende gejl. I denne periode brændte alle de store asfaltkrigere deres navn fast: Chevrolet Chevelle, Chevrolet Camaro, Plymouth Road Runner, Plymouth Barracuda, Dodge Charger, Dodge Challenger, Pontiac Firebird osv. osv.
USA var på vej mod månen – potent og uden grænser. Den amerikanske muscle car symboliserede det som intet andet. Hvilken bedre måde at fejre nationens vitalitet, far som søn, end at tage en rask tur i en krads højoktan-slæde?
Cola-flaskeformet 1969 Pontiac GTO Judge
All good things come to an end
Muscle car-æraen toppede omkring 1970. Hestekraft-kapløbet havde resulteret i monstrøsiteter som 7 liter motorer, der kunne fremtrylle op mod (og i nogen tilfælde over) 400 heste.
Superbilernes præstationer og eksponering i Drag Race, Trans Am og NASCAR løb havde leveret brændstof til drengedrømme om at vinde den lokale ‘lyskryds-duel’. Producenternes engagement i motorsport var gået hånd i hånd med salget på gaden. Men skrappere forureningslove satte store krav til videreudvikling. For store. Til sidst blev det urentabelt.
På gaden faldt salget i takt med, at forsikringspræmierne og sikkerhedskravene steg. Den arabiske olieembargo i 1973 leverede nådestødet. Muscle car æraen havde strålet klart, prægtigt – og kort. Nu kollapsede eventyret som en super nova.
Pony car-platformen levede videre lidt endnu, men motorkraften svandt ind til kun en skygge af tidligere tiders storhed.
Arven og en gammel Opel Rekord
I Europa slog muscle car-festen aldrig rigtigt rod. Ikke, at der ikke blev gjort forsøg. Fx lancerede Ford deres Capri mk1 og Opel deres Manta, som bud på pony cars til det europæiske marked. Disse varianter havde dog ikke noget nær den motorkraft, der kendetegner den amerikanske muscle car.
I stedet blev det den såkaldte hot hatch-type, der med tiden blev Europas svar på ‘muskelbilen’. Mindre svulmende. Mindre armbevægelser. Mindre flamboyant. Men i virkeligheden mere tro mod den amerikanske muskelbils udgangspunkt i den kompakte familiebil.
Men i det generelle bildesign gennem 60′erne og 70′erne kunne man alligevel, nok så subtilt, se inspirationen fra linjerne i den amerikanske muscle car.
1971 Ford Mustang
Med lidt god vilje. Hvis man ser rigtigt godt efter:
1972 Opel Rekord D Coupé.
Den aggressive, stejlende front; hævede skuldre bag forhjulene; pillarless coupé-tag; lang kølerhjelm, kort bagende… Er der en pony car gemt i min Rekord (dybt, dybt nede under det fornuftige tyske håndværk)?
Måske ikke. Men man har lov at drømme 
Alle biljagters moder:
